Sådan tiltrækker du unge til tennisklubben

Danske tennisklubber taber unge medlemmer hvert år. De går til padel, fitness eller bliver hjemme. Her er de strategier klubber faktisk har brugt til at vende udviklingen — og bygge en juniorafdeling der holder.

Gennemsnitsalderen i danske tennisklubber stiger år for år. Hvor tennis for tre årtier siden var dominerende blandt børn og teenagere, konkurrerer den i dag med padel, fitness, e-sport og en lang række andre aktiviteter. Tennis har det svært blandt unge. Det anerkendes af både DTF og de fleste bestyrelser — men handlingen udebliver ofte, fordi ingen rigtig ved hvor de skal starte.

Der findes klubber der har knækket koden. De har fordoblet eller tredoblet deres juniorafdeling på få år. De har gjort det ved at tage nogle konkrete valg, der ser små ud på papiret, men giver stor effekt i praksis. Her er hvad de har gjort.

Mød dem dér, hvor de er

Det første spor klubber spærrer for sig selv er, at de venter på at de unge skal komme til dem. Fliyers på opslagstavlen i Brugsen, omtale i lokalavisen, et link på hjemmesiden. Intet af det virker. Unge mellem 10 og 16 år ser ikke opslagstavler og læser ikke lokalaviser.

De er på TikTok, Instagram og Snapchat. De hører om deres kammerater der spiller padel. De ser korte videoer af kampe og træning. Hvis I ikke producerer noget af den type indhold — selv på et amatørniveau — er I usynlige for den aldersgruppe I prøver at nå.

Det behøver ikke være dyrt. En frivillig ung træner eller et ældre juniormedlem kan bruge 30 minutter om ugen på at lægge en video op. Den behøver ikke være produceret. Den skal vise at der er liv i klubben, at der er andre unge, og at det er sjovt.

Skolebesøg fungerer — men kun hvis du følger op

Skolebesøg er den klassiske metode til juniorrekruttering, og den virker — men det kræver en meget specifik tilgang for at give resultat.

Først: Kom ikke og snak. Kom og lad dem spille. 20 minutter hvor 30 skoleelever får en ketsjer i hånden og en bold at slå til er 100 gange mere effektivt end et foredrag. Havde de en god oplevelse? Kom de til at smile? Så fanger I dem. Hvis det føltes som en skoletime, glemmer de jer dagen efter.

Derefter: Giv dem en lav indgangsbarriere. Et par gratis prøvetimer lørdag formiddag er det klassiske. Men husk, at barnet ikke skal komme alene — forældrene skal transportere, betale og engagere sig. Henvend jer derfor lige så meget til forældrene som til børnene. Send en mail til skolen efter besøget med en konkret invitation, og ikke et generelt "kom forbi klubben når I har lyst".

Tredje: Hav en gangbar træning klar når de kommer. Hvis det første besøg består i, at barnet står og venter på, at den overarbejdede træner får tid, er de væk. Sørg for at hver ny junior får en dedikeret person i 10 minutter ved ankomsten — en junior-ambassadør, en frivillig eller en dygtig medlem.

Prisen skal være lav nok til at forældrene siger ja

Tennis er dyrt. For mange forældre er prisen på en juniorsæson nok til at sige nej, især hvis barnet ikke er sikker på, om det er den rigtige sport. Her er det værd at kigge på jeres kontingentstruktur.

En junior-prøveperiode på 500 kr. for 3 måneder inkl. lån af ketsjer er et lavt engagement, der gør det nemt at sige ja. Hvis barnet fortsætter, konverterer det til fuldt kontingent. Hvis ikke, har I stadig mødt barnet og familien.

Mange klubber har også succes med "familie-medlemskab", hvor det koster mindre per person når hele familien er medlem. Forældre der selv spiller har børn der spiller — det er en af de stærkeste forudsigelser for fastholdelse.

Hvis jeres junior-kontingent er over 2.500 kr. per sæson, skal I have et godt svar på "hvorfor er det det værd". Padel er ofte billigere, fitness er ofte billigere, og forældre kigger på prisen som første filter — ikke på kvaliteten af jeres træning.

Tilbyd det som rent faktisk trækker unge til sport

De unge der fastholdes i en sport i dag, vil have tre ting: Fællesskab, udvikling og muligheden for at vise hvad de kan. Det gælder også i tennis.

Fællesskab: Regelmæssige klubaftener med pizza, sociale turneringer med blandede niveauer, og en klub-chat hvor de unge kan snakke med hinanden uden forældre ser med. Klubber der har en aktiv junior-afdeling har næsten altid en eller anden form for socialgruppe online.

Udvikling: En klar vej fra begynder til øvet. Hvilke niveauer er der? Hvornår rykker man op? Hvem træner det næste niveau? Hvis der ikke er en synlig vej, stagnerer de — og forlader klubben, når de ikke føler at de udvikler sig.

Vise hvad de kan: Juniorholdturneringer, klubmesterskaber, rangliste, badges, små ceremonier for nye rangeringer. Det lyder som noget der er for børn, men unge mellem 8 og 14 bliver stærkt motiveret af at synes de er blevet bedre, og af at andre kan se det.

Konkurrencen fra padel — udnyt den i stedet for at klage over den

Mange tennisklubber ser padel som fjenden. Det er forståeligt — padel har taget medlemmer fra tennis, og det er frustrerende at se en ny sport vokse på bekostning af jeres. Men den strategi der virker er ikke at bekæmpe padel. Det er at omfavne den.

Tilbyd padel som en del af klubben. Hvis I har plads til at bygge en eller to padelbaner, så gør det. Det tiltrækker nye medlemmer, og nogle af dem vil også prøve tennis. Hvis I ikke har plads, så lav et samarbejde med den lokale padelklub — hvor medlemmer hos jer får rabat hos dem, og omvendt.

De klubber der er dobbeltklubber (tennis + padel) har set en tendens: Junior-tennismedlemmer der også spiller padel bliver længere i klubben. De har flere venner, flere grunde til at komme forbi, og en alternativ når vejret ikke tillader tennis udendørs. Samme logik gælder også i omvendt retning — padel-unge er potentielle tennisspillere.

Den vigtigste ting: En person der brænder for det

Alt det ovenstående er nemt at skrive ned og svært at gøre. Det kræver tid, energi og en fast hånd. Og det kræver én ting frem for noget andet: En person i bestyrelsen eller blandt frivillige, der brænder for juniorafdelingen, og som er villig til at kæmpe for den år efter år.

De klubber der har fordoblet deres juniorafdeling har næsten altid en sådan person. Ikke nødvendigvis formanden, ikke nødvendigvis cheftræneren — bare en voksen, der har taget ansvar for at byde unge velkommen, følge op på dem der forsvinder, og presse bestyrelsen til at prioritere dem økonomisk.

Find den person i jeres klub. Giv dem mandatet. Giv dem budgettet. Stol på at de kan gøre det. Det er den enkleste investering, I kan lave — og den der betaler sig mest tilbage om ti år, når jeres klub stadig har unge medlemmer, og nabokluben har en gennemsnitsalder på 58.